Orvieto: vinen, der blev til discountvare — og hvad er den nu?

De fleste danskere har mødt Orvieto som en billig, tynd hvdvin til grillmaden. Harmløs på en god dag. Det indtryk er ikke urimeligt — det er, hvad vinen er blevet solgt som i fyrre år. Men det er en af de mere iøjnefaldende fejlopfattelser i italiensk vin, for Orvieto var i århundreder en af halvøens mest ansete hvidvine. Og den var sød.

Idag kaan en hvidvin fra området koste over 600 kr/fl. men så taler vi Orvieto Classico Superiore: Men først lidt on Orvieto historien, så sætter du nok mere pris på hvor fantastisk den kan blive.

Hvor Orvieto kommer fra, og hvorfor grænsen betyder noget

Byen ligger i Umbriens sydvestlige hjørne, tæt på grænsen til Lazio, og det er værd at holde fast i, for betegnelsen ligger hen over den grænse. Af de atten kommuner, der må lave Orvieto, ligger tretten i Umbrien og fem i provinsen Viterbo i Lazio. Orvieto er altså ikke en rent umbrisk vin, uanset hvad de fleste kort antyder.

Kernen er til gengæld ikke til diskussion. Byen står på en tufklippe over sletten, og det er dér, historien ligger — bogstaveligt talt nedenunder.

Vinen fra klippen

Etruskerne begyndte at grave i tuffen, og siden brugte man hulerne til vin. Systemet hedder a tre piani, i tre etager: mosten løb fra pressen ned gennem terrakottarør til gæringsrum under, og vinen derfra endnu dybere ned, mens åbninger ud i klippesiden holdt det hele køligt og trækkende.

Resultatet var, som områdets egne dokumenter beskriver det, en vin der var amabile, frizzante og meget behagelig. Halvsød og let perlende. Det var den, paverne drak.

Ædelskimmel hørte med. Da området blev afgrænset officielt i 1931 — en afgrænsning, der den dag i dag definerer, hvad der må kalde sig Orvieto Classico — noterede den ansvarlige professor udtrykkeligt tilstedeværelsen af muffa nobile. To år senere skrev han om egnens halvsøde vin, at samtidens vinsmagere fandt den bedre end Sauternes.

Skiftet til tør vin begyndte i 1800-tallet, af hensyn til holdbarheden og til markedet. Det var altså ikke moderne industri, der afskaffede den søde Orvieto.

Sådan blev den til discountvare

Industrien gjorde noget andet. Da betegnelsen blev oprettet i 1971, blev den lagt langt større end det historiske område — de atten kommuner over to regioner. Og et dekret fra 1992 tillod udtrykkeligt, at Orvieto, også Classico, også de søde typer, måtte lagres og sødes hos virksomheder uden for området, helt over i Toscana. Sødning med koncentreret most står stadig i reglerne. Det samme gør bag-in-box på op til ti liter.

Med et tilladt udbytte på 77 hektoliter per hektar og en aftapning, der kunne foregå næsten hvor som helst, blev Orvieto ganske præcist den vin, du husker.

Tallene fortæller resten. Betegnelsens egne papirer regner med omkring 130.000 hektoliter om året. I 2025 blev der aftappet 63.765 — under halvdelen. I januar 2019 måtte regionen efter producenternes eget ønske suspendere registreringen af nye vinmarker for at bremse faldet.

Og i juni 2025 skete det mest sigende af det hele: kravet til alkoholprocenten i almindelig Orvieto blev sat ned, fra 11,5 til 10. Producentforeningen fremhæver det som en tilpasning til klimaet og til tidens lettere vine. Man kan også læse det som en betegnelse, der forhandler med virkeligheden.

Orvieto Classico Superiore er en helt anden historie: De huse, der aldrig gik med

En håndfuld producenter blev aldrig en del af det. De laver Orvieto Classico Superiore, og det er en anden vin end den, navnet giver måske giver dig associationer til. Druerne er Procanico og Grechetto, udbyttet er skåret ned til 56 hektoliter per hektar, og vinen må først sælges fra 1. marts året efter høsten. De bedste eksemplarer har den smalle, mandelbitre eftersmag, der er egnens signatur — den samme tone, der går igen i regionens øvrige hvidvine.

Palazzone er stedet at begynde. Terre Vineate koster 14 euro fra deres egen butik, enkeltmarken Campo del Guardiano 20. Decugnano dei Barbi, grundlagt 1973, laver Mare Antico til 19 euro og har i øvrigt vinificeret på matriklen siden 1212. Barberani har været der siden 1961. Og Antinoris Castello della Sala, som de fleste kender for Cervaro — der ikke er Orvieto — laver stadig præcis én DOC-vin, og det er en Orvieto Classico Superiore.

14 euro for den vin er, når man tænker over det, urimeligt – lidt.

De søde vine er den egentlige oprejsning

Decugnano dei Barbi hævder, at deres ædelskimmelvin fra 1981 var Italiens første, og ingen har modsagt dem højlydt.

Under alle omstændigheder er det de søde vine, der giver egnen oprejsning. Barberanis Calcaia plukkes i fem-seks omgange i november og december fra omkring seks hektar. Palazzone laver både en muffa nobile og en sildig høst. De koster mellem 26 og 39 euro og hører til blandt Europas mest oversete søde vine — bemærkelsesværdigt nok kom de først ind i regelsættet som selvstændige typer i 2011.

Drik dem altså ikke til kagebordet. Sødmen er der for at møde salt og fedt, ikke mere sukker.

Hvad vinen var værd, dengang nogen stadig vidste det

Da Luca Signorelli i april 1500 skrev kontrakt på at male freskerne til byens domkirke, blev det aftalt, at katedralbygget skulle give ham to mål korn om måneden og tolv fade most ved hver høst — så længe han arbejdede, og ikke mere. Han fik også to senge.

Det var most, ikke færdig vin, og det var ikke den livsvarige forsyning, historien som regel bliver til undervejs. Men det var en del af betalingen til Italiens dyreste freskomaler, og det siger noget om, hvad egnens vin var værd, dengang nogen satte pris på Orivieto. vers 1.

Umbrien er kendt for sin store rødvin. Den hvide var her først, og den er billigere, end den burde være.