Fransk vin er stadig den målestok, resten af vinverdenen bliver holdt op imod — ikke fordi de altid er bedst, men fordi de kom først med at sætte ord på, hvad et sted gør ved en drue. Samme drue, plantet to marker fra hinanden, får to navne og to priser. Det lyder som bureaukrati, og det er det også. Det er også grunden til, at man kan købe en flaske fra en landsby, man aldrig har hørt om, og vide nogenlunde, hvad der er i den. Fransk vin er en vigtig del af denne tradition.

En verden af Fransk vin venter på at blive udforsket, og det er værd at dykke ned i.

Landet spænder fra Champagnes kridt i nord til Middelhavets sten i syd, og det er hele forklaringen på spændvidden: nordpå bliver vinene stramme og syrlige, sydpå bliver de varme og runde. Nedenfor er de distrikter, det giver mening at begynde med, og hvad de faktisk smager af.

Bordeaux, Bourgogne og Rhône — de tre, alt måles imod

Bordeaux laver blandinger. Cabernet Sauvignon giver stramhed og lang levetid på venstre bred, Merlot giver blødhed og tidligere drikkemodenhed på højre. Det er derfor en Pomerol kan drikkes efter fem år, mens en Pauillac stadig føles som at bide i et blyantsspids. Priserne i toppen er absurde; to hylder nede ligger nogle af Frankrigs mest fornuftige køb.

Bourgogne gør det modsatte og bruger én drue ad gangen: Pinot Noir til rødt, Chardonnay til hvidt. Hele systemet handler om, hvor smalt et stykke jord vinen kommer fra — landsby, premier cru, grand cru — og prisen følger med op ad den stige hurtigere end kvaliteten gør. Chablis ligger i den nordlige ende og er Chardonnay uden fad, med en stramhed folk plejer at kalde flintet.

Rhônedalen deler sig i to. Nordpå er det Syrah på stejle skråninger, peberet og kødet. Sydpå er det blandinger med Grenache som rygrad, varmere og mere krydret. Det er også her, man får mest vin for pengene af de tre.

Champagne, Loire og Alsace — fransk vin fra nord er de berømte

Champagne er så langt mod nord, at druerne knap nok modner. Netop derfor virker metoden: den høje syre er det, boblerne og lagringen har at arbejde med. Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier i forskellige forhold afgør, om flasken smager af æble og kridt eller af brød og røde bær.

Loire følger floden gennem hele landet og laver derfor næsten alt: knivskarp Sauvignon Blanc i Sancerre, Chenin Blanc i Vouvray, der kan være knastør eller sød som en dessert, og lette røde på Cabernet Franc. Det er den region, der oftest overrasker folk, som troede, de kendte fransk hvidvin.

Alsace ligger op ad den tyske grænse og skriver som det eneste sted i Frankrig druenavnet stort på etiketten. Riesling, Gewürztraminer og Pinot Gris i en tør, aromatisk stil, der klarer mad, de fleste vine går ned på — også den asiatiske slags. Længere sydpå ligger Jura med Savagnin og de oxidative vine, som man enten falder for eller aldrig rører igen, og Savoie med alpevine, der stort set aldrig forlader Frankrig.

Fransk vin sydpå — hvor prisen falder, og mængden stiger

Provence er der, hvor rosé holdt op med at være en sommerlig eftertanke og blev en stil med sin egen disciplin: bleg, tør, saltet. Languedoc-Roussillon dækker mere vinmark end mange hele lande og er stedet, hvor prisen på en fornuftig fransk rødvin stadig begynder med et lavt tal. Samme sted finder man Pays d’Oc, hvor druenavnet står på flasken, og reglerne er løsere.

Beaujolais ligger sydligst i Bourgogne og laver Gamay — let, kølig, saftig, og de ti cru’er er noget helt andet end den nouveau, der gav regionen et ry, den stadig slæber rundt på. Til sidst Corsica med italienske druer under fransk lovgivning, Bergerac som Bordeaux’ billigere nabo, og Cognac, hvor vinen aldrig når glasset, men brændevinen gør.

Sådan læser du etiketten på fransk vin

Franske vine skriver sjældent druen. De skriver stedet, og systemet bag hedder AOC — appellation d’origine contrôlée, i dag også kaldet AOP. Det låser, hvilke druer der må plantes hvor, hvor meget der må høstes pr. hektar, og hvordan vinen må laves. Jo smallere område navnet dækker, jo strengere er reglerne, og jo mere fortæller navnet dig.

Praktisk betyder det, at »Bourgogne« på etiketten er hele regionen, mens »Gevrey-Chambertin« er én landsby. Under AOC ligger IGP med løsere regler og ofte druenavnet på flasken, og nederst Vin de France, hvor alt er tilladt — herunder en del af de mere eksperimenterende producenter, som er hoppet ud af systemet med vilje.

Vil du videre, ligger regionerne herunder hver for sig. Og skal maden passe til, begynder vi med rejer i hvidløg til fransk hvidvin.

Årgangen betyder mere for fransk vin end de fleste steder

Jo længere mod nord en vinmark ligger, jo mere afgør vejret, hvad der ender i flasken. I Californien eller Barossa er forskellen mellem to årgange ofte en nuance; i Bourgogne og Champagne kan den være forskellen mellem en vin, der lever i tyve år, og en, der skal drikkes nu. Det er derfor franske vine har hele årgangstabeller knyttet til sig, mens sydligere vinlande sjældent gider.

Praktisk råd: i de kølige regioner betaler det sig at kende årgangen, i syden næsten aldrig. Og en svag årgang i Bordeaux er stadig en anstændig vin — den skal bare drikkes fem år før, og den koster derefter. Fransk vin er stadig “best in class”, og det er et myte du ikke kan finde en rimelig pris.