Umbriens hvidvine, som næsten forsvandt — men overlevede

Der findes en drue i Umbrien, som gamle bønder plantede ved foden af et ahorntræ og lod klatre op i grenene. Vinstokken blev gift med træet — vite maritata — og de lange skud løb fra træ til træ hen over marken, så man kunne dyrke korn nedenunder. Det er en effektiv middelalderlig måde at drive landbrug på, og den overlevede i Umbrien længere end næsten noget andet sted i Italien.

Druen hedder Trebbiano Spoletino, og for fyrre år siden var den tæt på at være væk.

Den er værd at kende af to grunde. Den ene er, at den laver en hvidvin, der ikke ligner nogen anden italiensk hvidvin — bred, saltet, med en syre der bliver ved. Den anden er, at hele historien om Umbriens hvidvine er en historie om ting, der næsten gik tabt, og som nogen besluttede at hente tilbage. Umbriens hvidvine er virkelig unikke og fortjener at blive kendt.

Umbrien er halvt hvidvin, men så er der også Sagrantino

Opdag Umbriens hvidvine: En skjult perle i Italien

Regionen er kendt for Sagrantino, som er en af verdens mest tanninrige rødvine, og for Orvieto, som mange husker som en tynd flaske fra supermarkedet i 1980’erne. Det giver et indtryk af en rødvinsregion med et hvidt problem.

Tallene siger noget andet. Af Umbriens vinproduktion i 2025 var 46,4 procent hvid, opgjort af det italienske statistikbureau ISTAT. På DOP-niveau — altså de kontrollerede oprindelsesbetegnelser — er det stort set halvt om halvt: 169.500 hektoliter hvid mod 167.500 rød. Det er først i den brede IGT-kategori, at rødvinen trækker fra.

Umbriens hvidvine har en særlig plads i vinverdenen, og de fortjener mere opmærksomhed. Deres kompleksitet og karakter gør dem til en fornøjelse at drikke.

Umbrien er med andre ord lige så meget en hvidvinsregion som en rødvinsregion. Den har bare ikke fortalt nogen det. Og selv i et land, hvor de italienske vine allerede er svære at holde styr på, er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt af Umbriens hvide side der nogensinde er nået ud af regionen.

Når man tænker på Umbriens hvidvine, skal man huske, at de kan være lige så imponerende som de bedre kendte vine fra andre regioner. Dette er grunden til, at flere vinproducenter i regionen arbejder hårdt for at fremhæve Umbriens hvidvine.

Trebbiano Spoletino er ikke i familie med Trebbiano Toscano

Lad os få navneforvirringen af vejen først, for den er reel. Trebbiano er ikke én drue, men et navn, der er blevet hængende på en hel række af dem. Et genetisk studie fra 2001 undersøgte syv forskellige sorter, der alle hedder Trebbiano, og konklusionen var kort: de har sandsynligvis ikke en fælles stamfader. Landbrugsministeriets egen sortsbeskrivelse fra 1965 havde i øvrigt allerede afvist forvekslingen.

Umbriens hvidvine, især dem lavet på Trebbiano Spoletino, bringer en ny dimension til det italienske vinlandskab, og de er en stolthed for regionen.

Spoletino er altså ikke en umbrisk udgave af den toscanske arbejdshest. Den er sin egen sort, og den smager også sådan — bredere i munden, saltere i eftersmagen og med en syre, der holder vinen oppe i årevis.

Sådan blev druen hentet tilbage mellem 1980 og 2003

Historien om druens redning er usædvanlig præcis. I begyndelsen af 1980’erne var prisen på druerne så dårlig, at markerne blev ryddet. Mellem 1980 og 1985 gennemførte man en systematisk eftersøgning efter gamle vinstokke plantet i første halvdel af 1900-tallet. De fundne planter blev formeret, testet i en forsøgsmark ved Castel Ritaldi fra 1997 til 2001, og i januar 2003 blev den første klon officielt registreret. I 2011 fik området sin egen betegnelse, Spoleto DOC.

Folk bør ikke undervurdere Umbriens hvidvine, da de har en dyb historie og en unik smagsprofil, der er værd at udforske.

Det bedste ved reglerne er en detalje, de fleste overser. Disciplinaren sætter en maksimal høst på 50 kilo per plante for piantate maritate — de gamle vinstokke gift med træerne. Traditionen står altså skrevet ind i loven, ikke som folklore, men som en udbyttegrænse.

Nogle laver stadig vin sådan. Cantina De Conti i Trevi blev grundlagt i 1982 netop på metoden, med vinstokke på over 150 år, der stadig klatrer i ahorn. Antonelli San Marco har taget podekviste fra sine gamle maritate-planter til to vine: Trebium, første årgang 2007, og Vigna Tonda, gæret i amfora med lang skalkontakt, første årgang 2013.

Reglerne blev skrevet om i juli 2025

Det her er nyt nok til, at næsten ingen har skrevet det på dansk: Spoleto DOC blev omskrevet ved et ministerielt dekret den 18. juli 2025, offentliggjort i den italienske statstidende Gazzetta Ufficiale ti dage senere.

Tre ting ændrede sig. Den generiske “Spoleto Bianco”, hvor Trebbiano Spoletino kun skulle udgøre halvdelen, er afskaffet — nu skal alle vinene bestå af mindst 85 procent Spoletino. Betegnelsen “superiore” er direkte forbudt på etiketten og erstattet af en riserva med mindst 18 måneders lagring. Og skalkontakt er nu udtrykkeligt tilladt, hvilket vil sige, at de orange Spoletino-vine, producenterne har lavet i årevis, endelig er lovlige inden for betegnelsen.

Det er vigtigt at nævne, at Umbriens hvidvine ikke kun er traditionelle, men også innovative i deres tilgang til vinfremstilling.

En krølle, der siger noget om, hvor lidt opmærksomhed regionen får: producentforeningens egen hjemmeside og dens trykte booklet fra 2026 beskriver stadig de gamle regler.

Grechetto er to forskellige druer, og myndighederne har filet den ene forkert

Her bliver det underholdende. Man støder på “Grechetto di Todi” og “Grechetto di Orvieto” og antager rimeligvis, at det er den samme drue fra to steder. Det er det ikke. Grechetto di Todi er reelt druen Pignoletto — den samme som i Emilia-Romagna — hvilket blev vist med DNA i 1999 og bekræftet i et amerikansk fagtidsskrift i 2020. Grechetto di Orvieto er en anden sort med sit eget registernummer.

At en flaske fra Todi alligevel må skrive “Grechetto” på etiketten skyldes en fodnote i det italienske sortsregister, der tillader netop det ord som synonym — men kun i provinserne Perugia, Terni og Viterbo.

Og så er der fejlen. Den klon, Todi-producenterne dyrker, er registreret under den forkerte drues nummer. Ministeriet har aldrig rettet det.

Hvad forvekslingen betyder, når du står med flasken

Todi-typen er den frugtige og citrusprægede med krop. Orvieto-typen er den med farve, syre og holdbarhed. Det er præcis omvendt af, hvad de fleste antager, og det står i Todi-betegnelsens egne papirer. Det er en af de druesorter, hvor navnet på etiketten fortæller mindre end stedet bag det.

Orvieto er ikke den vin, du husker

Orvieto har haft et hårdt århundrede, og det er værd at forstå hvorfor, før man dømmer den.

Vinen var historisk sød. I byens tufklipper udviklede man et system i tre etager, hvor mosten løb ned gennem terrakottarør til gæringsrum under, og vinen derfra endnu dybere ned — ventileret af åbninger ud i klippesiden. Resultatet var, som betegnelsens egne dokumenter formulerer det, en vin der var “amabile, frizzante og meget behagelig”. Ædelskimmel var en del af sagen; ved den officielle afgrænsning i 1931 noterede man udtrykkeligt dens tilstedeværelse.

Skiftet til tør vin begyndte i 1800-tallet, ikke i 1970’erne, som historien ofte fortælles. Men skalaen er ny. Da betegnelsen blev oprettet i 1971, blev den lagt langt større end det historiske område — atten kommuner fordelt på to regioner — og et dekret fra 1992 tillod udtrykkeligt både lagring og sødning af Orvieto hos virksomheder uden for området, helt til Toscana. Bag-in-box på op til ti liter står skrevet ind i reglerne den dag i dag.

Resultatet kan aflæses. Betegnelsens egne papirer taler om omkring 130.000 hektoliter om året. I 2025 blev der aftappet 63.765.

Til gengæld er det netop derfor, der er noget at hente. De producenter, der aldrig gik med — Palazzone, Barberani, Decugnano dei Barbi, Castello della Sala — laver i dag Orvieto Classico Superiore, som ingen forbinder med navnet. Og så er der de søde: Barberanis Calcaia, Palazzones Muffa Nobile, Decugnanos Pourriture Noble, som huset hævder var Italiens første ædelskimmelvin, fra 1981. De er langt fra Vin Santo i både metode og smag, men de udfylder den samme plads på bordet.

Manden, der bad om at få sin løn i most

Da Luca Signorelli i april 1500 skrev kontrakt på freskerne i Orvietos domkirke, står der i papirerne, at katedralbygget skulle give ham to mål korn om måneden og tolv fade most ved hver høst, så længe han arbejdede — og ikke mere.

Det er værd at have præcist, for historien fortælles næsten altid forkert. Det var most, ikke færdig vin. Det var kontrakten fra 1500, ikke den fra 1499, som handlede om hvælvingen og ikke nævner vin overhovedet. Og det var ikke en livsvarig forsyning, som man ofte hører — kontrakten siger udtrykkeligt et non più.

Han fik i øvrigt også to senge.

Hvad man drikker dem til, og hvad de koster

Trebbiano Spoletino er bygget til mad med kant. Producentforeningen anbefaler den selv til grillet fisk, også ferskvandsfisk fra Trasimeno og Nera, og til de umbriske suppe- og bælgfrugtretter. Fra regionens egne festivalmenuer: torta al testo med pølse og pecorino, parmigiana af røde løg fra Cannara, og — den bedste af dem — fojata med vilde cikorier i pecorinosauce, hvor det bitre møder vinens greb. Det er den samme logik, der gælder for italiensk mad og vin region for region: vinen er formet af det, der bliver spist på stedet.

Umbriens hvidvine passer perfekt til de lokale retter, hvilket gør dem til en vigtig del af den gastronomiske oplevelse i regionen.

De fadlagrede og skalkontaktede versioner går et andet sted hen. Antonelli sender selv sin Trebium mod prosciutto, culatello, terriner og kraftige fiskegryder. Tabarrini foreslår til sin flagskibshvidvin pappardelle med hvid vildsvineragout, hvilket for en hvidvin er en anselig påstand — og som fungerer.

En kombination af Umbriens hvidvine med de rigtige retter kan skabe en uforglemmelig smagsoplevelse, der fremhæver vinens karakter.

Grechetto har mandel i sig og lidt vild fennikel, og hører til de umbriske bælgfrugtsupper og til det lyse kød — kalv, fjerkræ, gris. Orvieto Classico Superiore er svaret på friccò all’eugubina, den umbriske gryderet med kylling og kanin. Og den søde ædelskimmelvin skal have blåskimmelost eller leverpostej, ikke dessert.

En umbrisk sommelier har formuleret grundreglen bedre, end vi kan: den umbriske olivenolie er frugtig med en bitter eftersmag, og maden er bygget derefter. Vinene skal derfor have en udtalt karakter — men også et par kanter.

For at forstå Umbriens kultur og traditioner, er det essentielt at opleve Umbriens hvidvine, da de er tæt forbundet med regionens identitet.

Prisloftet er lavt, og det er ikke kvalitetens skyld

Priserne er det sidste argument, og de er lave på en måde, der ikke svarer til kvaliteten. Fra producenternes egne butikker i august 2026: Antonellis Trebium 13,25 euro, den amforagærede Vigna Tonda 20,75 euro, husets Metodo Classico 24,00 euro. Perticaias Trebbiano Spoletino 15,00 euro. Roccafiores Grechetto 12,00 euro. Palazzones Terre Vineate, en Orvieto Classico Superiore, 14,00 euro, og enkeltmarken Campo del Guardiano 20,00 euro. Ædelskimmelvinene ligger mellem 26 og 39 euro.

Umbriens hvidvine er ikke kun tilgængelige til en overkommelig pris, de tilbyder også en værdifuld oplevelse for vinelskere, der ønsker at udforske italienernes skatte.

Loftet er bemærkelsesværdigt lavt. Der findes ikke en umbrisk hvidvin til hundrede euro. Det er ikke, fordi de ikke kan lave dem — det er, fordi ingen har fortalt markedet, at regionen laver hvidvin.