I 1973 plantede David Hohnen den første kommercielle Sauvignon Blanc-vinmark i Marlborough. Hans antagelse var ikke, at hans druer ville blive verdenskendte inden for to årtier. Hans antagelse var, at de overhovedet ville modne. New Zealand, set fra Europa dengang, var et lammeland med en frugthandel og en sjov accent — ikke et vinland.
I dag drikker man Cloudy Bay i hver tredje vinbar i København, og Felton Roads Pinot Noir hører til de mest eftertragtede flasker på en seriøs ønskeliste. New Zealand er gået fra at være en vinmæssig fodnote til at være et af de mest dynamiske vinlande på planeten på under halvtreds år. Hvad er sket?
Geografien gør halvdelen af arbejdet
New Zealand er to lange, smalle øer i Stillehavet, omkring 1.600 kilometer fra nord til syd, aldrig mere end 450 kilometer fra kyst til kyst. Det betyder, at ingen vinmark er langt fra havet, og det betyder, at klimaet på trods af relativt lave breddegrader er udpræget maritimt og køligt. Druerne får lange modningssæsoner. Syrerne bevarer. Aromaerne udvikler sig langsomt og præcist.
Når man tegner New Zealand på et europæisk kort, ligger nordøen omtrent som Sydeuropa, mens sydøen ligger som det centrale Frankrig. Men kombinationen af havet, bjergene (de sydlige alper løber gennem sydøen som en rygsøjle) og det rene, hårde lys skaber forhold, som ikke findes andre steder. Pinot Noir fra Central Otago dyrkes på 45. sydlige breddegrad — verdens sydligste seriøse Pinot-region. Sauvignon Blanc fra Marlborough modnes under nætter, hvor temperaturen ofte falder ti grader fra eftermiddagen. Det er den slags forhold, druer husker.
En kort historie om en hurtig opstigning
Kommerciel vinproduktion i New Zealand begyndte i 1970’erne. Før det havde man primært dyrket hybrid-druer og lavet sødvin og portvinslignende styrkevine — en vinkultur arvet fra britiske vaner og kroatiske immigranter. De første alvorlige forsøg med vitis vinifera kom i 1960’erne med Müller-Thurgau, og det er først i 1973, at Marlborough overhovedet kommer på landkortet.
- 1980’erne: Handlede om at finde sig selv.
- 1990’erne: Handlede om at erobre verden — Marlborough Sauvignon Blanc blev en global succes, hurtigere end nogen havde forudset.
- 2000’erne: Handlede om diversificering: Central Otago Pinot Noir kom frem som et seriøst alternativ til Bourgogne, Hawke’s Bay slog sig fast som New Zealands Bordeaux-region, mens Waiheke og Martinborough fandt deres egne nicher.
I 2024 producerede New Zealand omkring 300 millioner liter vin om året — beskedent globalt, men eksporten går til over 100 lande, og prisniveauet er det højeste pr. flaske i hele den newzealandske eksportstatistik. Det er ikke billig vin. Det er heller ikke ment som det.
Vinregionerne — det korte rids
Marlborough
Sydøens nordlige spids, omkring Wairau-dalen. Står for to tredjedele af landets samlede vinproduktion. Sauvignon Blanc er totemvinen, men Marlborough laver også betydelig Pinot Noir, Chardonnay, Pinot Gris, Riesling og mousserende vin. Bredden er undervurderet — den klassiske Marlborough Sauv er bare den synligste del.
- Anker-producenter: Cloudy Bay, Dog Point, Greywacke (Kevin Judds projekt efter Cloudy Bay), Loveblock, Te Whare Ra.
Central Otago
Sydøens indre, omkring Queenstown — landets eneste indlandsregion, beskyttet af bjergene mod den vestlige regn, med kontinentalt klima og hårde forskelle mellem nat og dag. Verdens sydligste Pinot Noir-region af betydning, og et af de få steder uden for Bourgogne, hvor Pinot virkelig finder sig selv.
- Anker-producenter: Felton Road, Rippon, Burn Cottage, Quartz Reef, Two Paddocks (Sam Neills vingård, og bedre end skuespiller-vingårde plejer at være).
Hawke’s Bay
Nordøens østkyst — varmere, tørrere, mere kontinentalt. New Zealands Bordeaux-region: Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah, Chardonnay. Den eneste større newzealandske region, hvor de varme rødvine virkelig fungerer.
- Anker-producenter: Te Mata (det historiske flagskib), Trinity Hill, Craggy Range, Sacred Hill, Bilancia.
Martinborough / Wairarapa
I bunden af nordøen, en lille region med store ambitioner. Cool-climate Pinot Noir og Syrah, ofte med en elegance, der ligger tættere på Bourgogne end på Central Otagos mere muskuløse stil.
- Anker-producenter: Ata Rangi, Dry River, Escarpment, Palliser Estate.
Waiheke Island
En ø-region uden for Auckland — varm nok til Bordeaux-blandinger på et lille areal. Boutique-skala, eksklusivt prisniveau.
- Anker-producenter: Stonyridge (Larose-blandingen er kult), Man O’ War, Te Motu.
North Canterbury
Lige nord for Christchurch — kølig, mineralsk, en region under opbygning. Riesling og Pinot Noir er specialiteterne. En af de mest spændende newzealandske regioner at følge de næste ti år.
- Anker-producenter: Pyramid Valley, Bell Hill, Black Estate.
Auckland / Kumeu
Lige nord for Auckland — historisk, men i dag næsten kun interessant på grund af én producent: Kumeu River, Michael Brajkovich’ Chardonnay-projekt, der hører til verdens fineste Chardonnay-producenter overhovedet. Hvis ikke man har drukket Kumeu River Mate’s Vineyard, har man et hul i sin Chardonnay-uddannelse.
Druerne — hvor og hvordan
- Sauvignon Blanc — 70 procent af landets vinmarker. Marlborough er hjemmet, men interessante udgaver kommer også fra Awatere-dalen (saltere, mere mineralsk) og Nelson.
- Pinot Noir — Næststørste drue. Central Otago giver kraft og frugt; Martinborough giver elegance; Marlborough giver tilgængelighed; North Canterbury giver mineralitet. Forskellene er reelle og smages tydeligt.
- Chardonnay — Den undervurderede succeshistorie. Kumeu River satte standarden; nu følger Hawke’s Bay og Marlborough efter. Stilen er ikke længere den tunge, smørede 1990’er-Chardonnay, men en spændstig, mineralsk fortolkning, ofte med fadlagring men aldrig overbåren.
- Syrah — Voksende. Hawke’s Bay og Waiheke laver Rhône-stil snarere end australsk Shiraz. Peberet, lavendlet, kølig. Endnu ikke kendt, men fortjener at blive det.
- Riesling, Pinot Gris, Gewürztraminer, Albariño — Aromatiske hvide druer trives i de køligere regioner. Særligt North Canterbury Riesling er begyndt at få seriøs opmærksomhed.
Skruelåg, bæredygtighed og hvad det betyder
To ting adskiller New Zealand operationelt fra de fleste vinlande:
Skruelåg på premium-vine: I 2001 gik 27 newzealandske producenter sammen om at skifte til skruelåg på flaskerne — også de dyre. Det er nu industristandard. For den danske vindrikker betyder det, at en seriøs flaske Pinot fra Felton Road kan have skruelåg, uden at det er et signal om lav kvalitet. Det er et signal om, at producenten vil have lufttæt aldring uden risiko for propfejl.
Bæredygtighedscertificering: Cirka 96 procent af alle newzealandske vinmarker er certificeret af Sustainable Winegrowing New Zealand (SWNZ). Det er ikke marketing — det er et reelt program med revision, og det er én af grundene til, at New Zealand på trods af afstanden til Europa kan retfærdiggøre sit prisniveau over for en miljøbevidst forbruger.
Det danske billede — hvor finder du flaskerne
Danske importører har taget New Zealand til sig over de seneste tyve år, men billedet skifter, og det er værd at tjekke.
Sigurd Müller, Theis Vine og Holte Vinlager har alle historisk haft stærke newzealandske porteføljer. Erik Sørensen Vin og H.J. Hansen har ligeledes et bredt sortiment. For Central Otago Pinot Noir kommer flagskibene som Felton Road og Rippon ind via specialiserede importører, og prisniveauet starter omkring 350 kroner og kan gå til 700+ for ældre årgange.
Marlborough Sauvignon Blanc fås bredt i alle store kæder. Den bedre del af spektret — Greywacke, Dog Point, Cloudy Bay — ligger typisk på 150-220 kroner. Kumeu Rivers Chardonnays er fortsat exceptionelt pris/værdi i 200-350-kroners-laget; man finder næppe bedre Chardonnay til pengene i vinverdenen.
For nye flasker fra New Zealand er bottiglia.wine et naturligt sted at lede — sortimentet roteres aktivt, og udvalget rammer både de kendte producenter og en del mindre, der er svære at finde andre steder.
Hvad gemmer New Zealand fremad?
Tre udviklinger er værd at følge:
- Den kølige nordkyst af sydøen — North Canterbury — modnes som vinregion, og det kommer til at give noget af den mest spændende Pinot og Riesling fra New Zealand inden for de kommende ti år.
- Syrah fra Hawke’s Bay og Waiheke har potentialet til at gøre for newzealandsk rødvin, hvad Pinot Noir gjorde i 2000’erne — sætte en ny stil internationalt. Bilancias og Trinity Hills Syrah’er bør være på enhver newzealandsk-interesseret danskers vinhylde, og man kommer til at høre om regionen som Syrah-destination, ikke kun som Bordeaux-imitation.
- Det fortsatte arbejde med screwcap-aldring — fordi 25 års data nu eksisterer på premium-vine under skruelåg, begynder man at se, hvordan ægte newzealandsk vin udvikler sig på ti og tyve års sigt. Tidlige indikationer: bedre end forventet. Pinot Noir fra Central Otago, der har ti år på bagen, holder spændstigheden flot.
Hvis Sangiovese er Toscanas signatur og Cabernet er Bordeaux’, så er New Zealands signatur ikke én drue. Det er den lange tynde maritime ø, der dyrker præcision og bevarer syren, og som inden for halvtreds år har gjort sig selv til et af planetens mest seriøse vinlande. Den, der drikker mere af New Zealand de næste ti år, drikker mere af det, der kommer.
Andre medier fra Leisure Media Group
- traveltalk.travel – internationalt rejse site, fokus på individuelt rejsende
- winetalk.dk – dansk sproget vinmagasin med meget omfattende dækning af vin og mad
- worldsporttalk.com – kun topsport fra hele verden, fodbold, golf, tennis, Formel 1 osv.
- Andre medier fra os til dig: leisuretalk.net
