Grechetto: druen, der bærer Orvieto, og som ikke er græsk

Har du drukket Orvieto, har du drukket Grechetto. Den står sjældent på etiketten, for Orvieto er en blandingsvin, og navnet på flasken er stedets, ikke druens. Men reglerne kræver den, og den er der: Procanico leverer mængden og den lette krop, Grechetto leverer det, der holder vinen oppe.

Det er en ejendommelig karriere for en drue. Siden Orvieto fik sin betegnelse i 1971, har den lavet arbejdet i en af Italiens mest solgte hvidvine uden at få sit navn på noget som helst, og først inden for de sidste par årtier er den begyndt at stå alene på flasken. Den klarer sig godt der. Den har bare et navn, der lyver om, hvor den kommer fra.

Den er ikke græsk

Navnet peger mod Grækenland, og det gør de fleste italienske druenavne, der begynder med Grec-. Historien om de græske kolonister, der bragte vinstokkene med til Syditalien, er sand nok i sig selv — Syditalien hed Magna Graecia, og der blev dyrket vin. Men navnet er blevet klistret på druer, der intet har med hinanden at gøre, som en slags kvalitetsstempel: græsk betød gammel og fin.

Grechetto er ikke i familie med Greco di Tufo fra Campanien, som den ofte bliver forvekslet med. Der er ingen påvist genetisk forbindelse mellem dem, og de smager heller ikke ens. Greco er blomstret og bredskuldret. Grechetto er strammere, med bitter mandel i afslutningen — den tone, der går igen i alt fra egnen.

Sagen bliver ikke enklere af, at »Grechetto« i sig selv dækker over to forskellige sorter, Grechetto di Todi og Grechetto di Orvieto, som ikke er i familie, og hvor den ene desuden står registreret forkert hos myndighederne. Den historie har vi rullet ud i sin fulde længde i artiklen om Umbriens hvidvine, og den skal ikke gentages her. Det praktiske resultat er værd at holde fast i: Todi-typen er den frugtige med krop, Orvieto-typen er den med syre og holdbarhed.

Skallen er det hele

Grechetto har usædvanligt tykke skaller, og næsten alt, hvad druen kan, følger af det.

Tykke skaller betyder modstandsdygtighed over for råd. Druen kan blive hængende, når efteråret bliver fugtigt, og september i Umbrien er ofte fugtig. Hvor tyndskallede sorter skal ind i huset, kan Grechetto vente på sukkeret uden at gå i opløsning. Det er den mest direkte forklaring på, at den overhovedet er blevet en del af blandingerne: den var den drue, der kom hjem i et dårligt år.

Tykke skaller betyder også, at druen tørrer godt uden at rådne igennem. Derfor sidder Grechetto i umbrisk Vin Santo og i egnens passito-vine, hvor druerne hænger til tørre på lofter hen over vinteren. Og derfor tåler den skalkontakt — de orange vine, der bliver lavet på den i dag, har substans at hente i skallen, hvor en tyndskallet drue mest ville give bitterhed.

Endelig er det skallen, der giver farven. En varietal Grechetto er mørkere i glasset end de fleste italienske hvidvine — halmgul med grønt i, undertiden næsten gylden — uden at have set et fad. Står den ved siden af en Pinot Grigio, ser den ud, som om den er et par år ældre, end den er.

Hvad den smager af

Gul frugt frem for citrus: pære, moden æble, et strejf af fersken. Vild fennikel og hvide blomster. Og så mandlen, tør og bitter, som kommer til sidst og bliver hængende. Syren er middel, ikke skarp, men vinen er sjældent blød, fordi der er greb i den fra skallerne. Alkoholen ligger typisk mellem 12,5 og 13,5 procent.

Den drikkes normalt inden for tre-fire år. De bedste enkeltmarksvine og de fadlagrede holder længere, men Grechetto er ikke en drue, man køber for at lægge væk.

Umbrien, Lazio — og Bologna, hvor den hedder noget andet

Hjemmet er Umbrien, og tyngdepunktet ligger omkring Todi og Orvieto. Men Orvieto-betegnelsen strækker sig over atten kommuner i to regioner, så en del af druerne vokser i Lazio, nord for Rom. Der er også Grechetto i Marche og i det sydlige Toscana, hvor den lokalt kaldes Pulcinculo — et navn, der henviser til en mørk plet på bærret.

Og så er der Emilia-Romagna. Den drue, der i Umbrien hedder Grechetto di Todi, er den samme som Bolognas Pignoletto — en af de mest solgte hvidvine i det nordlige Italien, ofte let mousserende, og med sin egen DOCG oppe i Colli Bolognesi. To navne, to regioner, to fuldstændig forskellige vinstile, én drue. Drikker man en frizzante Pignoletto til mortadella i Bologna og en stille Grechetto til kalv i Todi, drikker man den samme plante.

Sådan køber du den

Der er tre indgange, og de koster meget forskelligt.

Som Orvieto. Den billige findes overalt og er stadig, hvad den er. Vil man have druen frem, skal der stå Classico Superiore på flasken: lavere udbytte, senere frigivelse, og en helt anden vin. Palazzone, Barberani, Decugnano dei Barbi og Castello della Sala er husene, man skal kende. Regn med 150-250 kroner.

Som varietal Grechetto. Her står druen på etiketten, som regel fra Todi eller som Umbria IGT. Roccafiore, Antonelli San Marco og Perticaia laver den rent. Prisen ab producent ligger omkring 12-15 euro, i Danmark typisk 160-230 kroner, når den overhovedet er at få.

Som del af noget dyrere. Umbriens mest berømte hvidvin, Antinoris Cervaro della Sala fra 1985, er Chardonnay med en andel Grechetto i. Chardonnayen giver fadet og fylden; Grechettoen giver syren og den mandelbitre hale, der gør, at vinen ikke kunne komme fra Bourgogne. Den koster fra omkring 500 kroner og opefter, og den er det bedste argument for, at druen kan noget i selskab med de store.

Til bordet

Grechetto er bygget til den umbriske husmandskost og opfører sig pænt over for alt, hvad der ligner den. Bælgfrugtsupper med linser og kikærter. Lyst kød — kalv, kylling, gris, kanin. Fersk pecorino, ikke den hårde. Stegt fisk med citron, og fladbrød med skinke. Den bitre mandel i afslutningen er nøglen: den vil have mad med lidt bitterhed eller lidt fedme at tage fat i, og den bliver kedelig sammen med noget sødt.

Og det, der taler imod

Grechetto er stadig for det meste anonym blandingsdrue, og langt størstedelen af høsten går i flasker, hvor navnet aldrig nævnes. De varietale versioner er få, de eksporteres sparsomt, og det danske udvalg er tyndt nok til, at man som regel må bestille dem hjem.

Vinen selv har også en grænse. Den er sjældent kompleks på den måde, der får folk til at lægge flasker væk, og prisloftet i hele regionen er lavt — der findes ikke en umbrisk hvidvin til hundrede euro. Vi anbefaler den, fordi den er ærlig, velbygget og passer til mad, ikke fordi den er stor. Det er to forskellige ting, og der er ingen grund til at blande dem sammen.

Vil du videre, ligger regionens samlede historie i Umbriens hvidvine, og resten af landet under vine fra Italien. Flere druer finder du i vores gennemgang af druesorter.

Rejser til Italien