Le Marche vin: hvorfor 21 af regionens 24 topvine er hvide

Gambero Rossos guide Vini d’Italia 2026 gav 24 vine fra Le Marche den højeste karakter, Tre Bicchieri. Enogtyve af dem er hvide. Tre er røde.

Det forhold findes ikke i Piemonte og ikke i Toscana. Og det er hele forklaringen på, hvorfor Le Marche er værd at kende nu: regionen laver Italiens mest konsekvente hvidvine, i et land hvor hvidvin i årtier var det, man lavede, når jorden ikke duede til andet.

Regionen ligger ud til Adriaterhavet på Italiens østside, med Apenninerne i ryggen og bakker hele vejen imellem. Den er lille, den har 16 beskyttede betegnelser og fem DOCG’er, og den har aldrig haft en Barolo eller en Brunello til at trække opmærksomheden. Til gengæld har den et af de mindst besøgte landskaber i Italien — og priser, der stadig ikke har opdaget, hvad vinene kan.

Kort over vinområderne i Marche, Italien — Vinområderne i Le Marche, fra Pesaro i nord til Ascoli Piceno i syd.

Verdicchio er den, det hele hænger på

Verdicchio er en grøngul drue med høj syre og en bitter mandeltone i eftersmagen. Mandlen er dens signatur. Druen findes stort set kun her, og den har to hjem, som giver to forskellige vine.

Castelli di Jesi ligger i bakkerne inde bag Ancona og er det store område. Vinene har frugt, fylde og en salt kant. Matelica ligger længere inde i landet, i en højtliggende dal uden havluft, og de vine er strammere, mere mineralske og lever længere. Begge områder fik i 2010 deres egen DOCG for riservaerne.

Det, der gør Verdicchio interessant og ikke bare frisk, er lagringen. En riserva fra en god producent er stadig ung efter fem år, og efter ti har den udviklet honning, ristede nødder og en næsten voksagtig tekstur. Det er der ikke mange italienske hvidvine, der gør. Investeringsmarkedet har bare aldrig interesseret sig for hvidvin, og derfor koster de stadig, hvad de gør.

Navnene at kigge efter er Villa Bucci, La Monacesca, Umani Ronchi, Garofoli, La Staffa, Andrea Felici, Pievalta og Bisci. Otte af de 24 Tre Bicchieri-vine i 2026 var riservaer fra Castelli di Jesi alene.

De andre hvide er ikke fyld

Pecorino er regionens anden store hvide drue og har sin egen DOCG i Offida mod syd. Den giver en tørrere og mere urteagtig vin end Verdicchio, med gult æble og et strejf af salvie. I glasset har den intet med osten at gøre — men navnet kommer samme sted fra: druen voksede, hvor fårene gik, og fårene gav pecorino. Fire af de 24 topvine i 2026 var Offida Pecorino.

Passerina er den lette søster, ofte mousserende. Ribona hører til omkring Macerata og bliver taget alvorligt igen. Bianchello del Metauro laves helt oppe i nord ved Urbino og er den vin, man drikker til fisk uden at tænke over det.

Rødvinene: én drue og én bakke

Montepulciano er regionens røde drue. Druen, altså — ikke byen i Toscana, som hedder det samme og laver noget helt andet.

Conero er den bedste udgave. Markerne ligger på kalkbakken Monte Conero lige ned til havet syd for Ancona, og riservaen har haft DOCG siden 2004. Vinen er mørk og krydret med blommer og lakrids, og den har den salte kant, kystvine ofte får. Fattoria Le Terrazzes »Sassi Neri« er den, der oftest bliver hevet frem.

Rosso Piceno kommer fra syd og blander Montepulciano med Sangiovese. Den er blødere, billigere og den vin, folk i regionen faktisk drikker til aftensmad.

Lacrima di Morro d’Alba er den, man husker. Druen findes næsten kun i en håndfuld sogne omkring landsbyen Morro d’Alba, og vinen dufter så voldsomt af roser og violer, at førstegangsdrikkere spørger, om der er tilsat noget. Det er der ikke. Og den har intet med Alba i Piemonte at gøre — byen hedder bare også Alba til efternavn.

De øvrige vine: en mousserende rødvin og en kirsebærvin, der var forbudt

Vernaccia di Serrapetrona er en af Italiens mærkeligste vine og en af landets mindste DOCG’er. Den er rød, den er mousserende, og en del af druerne tørres, før de kommer i. Druen hedder Vernaccia Nera, og DNA-analyser har vist, at den er den samme sort som Grenache. Den findes tør og sød, og den søde er den rigtige til mandelkagerne.

Vino di visciole er ikke druevin alene. Sure vildkirsebær lægges i sukker, saften kommer i rødvinen, og resultatet er sødt, mørkt og meget gammelt i regionen. Det var forbudt i årtier, fordi myndighederne betragtede det som forfalskning af vin, og blev først lovligt igen i 1993. I dag står det på bordet i Pesaro og i Esino-dalen ved siden af osten.

Spiritussen, ingen taler om

Ascoli Piceno har sin egen anislikør. Anisetta laves på grøn anis og er blevet fremstillet i byen siden 1870. På Caffè Meletti fra 1907 bestiller man den stadig som en selvfølge, og en skvæt i espressoen har sit eget navn: caffè corretto. Mistrà er den tørre, stærkere fætter, som familierne selv har lavet.

Dertil kommer grappa på presseresterne fra Verdicchio, som er lettere og mere blomstret end de nordlige grappaer. Det er et lag, næsten ingen skriver om, og det er ærgerligt. Det er ofte der, en region gemmer sin egen smag.

De dyreste flasker fra Le Marche

Regionens toppris kommer fra et sted, man ikke ville gætte: Oasi degli Angeli i Cupra Marittima nede ved kysten, grundlagt i 1997 af Marco Casolanetti og Eleonora Rossi. De laver to vine og omkring 6.000 flasker om året, og de laver kun rødvin.

Kurni er ren Montepulciano fra meget lave udbytter. Den er koncentreret, sød i frugten, høj i alkohol og delende blandt kritikere. Kupra er den dyre. Den kommer fra hundrede år gamle busktrænede stokke af Bordò, en gammel sort, der regnes for en biotype af Grenache — altså i familie med den drue, der står bag den mousserende rødvin i Serrapetrona i den anden ende af regionen.

Priserne hos den tyske specialforhandler Superiore.de, hentet 1. september 2026:

Kupra 2021 — 289 euro, omkring 2.150 kroner
Kurni 2023 — 129 euro. Magnum 279 euro

Og så den ærlige del: det er ikke Sassicaia-penge. Le Marche har ingen vin i den italienske superliga, hvor flaskerne koster tusind euro og opefter. Kupra er regionens loft, ikke Italiens. Men det er et loft, der er blevet flere gange højere i løbet af tyve år, og det er den slags bevægelse, opmærksomheden følger efter.

Hvad vinene koster

Det er den oplysning, der oftest mangler, når en region bliver anbefalet. Alle tal er fra Superiore.de den 1. september 2026:

Verdicchio Classico Superiore — Umani Ronchi »Casal di Serra« 2025: 9,70 euro
Verdicchio Riserva — Umani Ronchi »Plenio« 2022, 24 måneders lagring: 25 euro
Kurni 2023: 129 euro
Kupra 2021: 289 euro

Under ti euro for en hvidvin, der uden problemer holder fem år i kælderen, findes ikke mange steder i Italien. Det er den reelle grund til at gå efter regionen nu.

Hvorfor regionen rykker netop nu

Tre ting sker samtidig.

Eksporten er vokset 33 procent på fem år til knap 76 millioner euro for regionens beskyttede vine. Det er små tal i italiensk målestok. Men det er vækst i værdi, ikke i mængde.

Næsten 40 procent af markerne er økologiske — 6.991 hektar ud af omkring 18.000. Det er en af de højeste andele i Italien, og det er ikke en marketingpåstand: omlægningen er dyr, og den foretager man ikke, hvis man laver bulkvin.

Og producenterne skruer selv ned. I august 2026 bad producentforeningen Istituto Marchigiano di Tutela Vini om at sænke det udbytte, der må sælges fra 2026-høsten i Castelli di Jesi, fra 140 til 110 kvintaler druer per hektar. Et fald på 21,4 procent. Baggrunden skal med: 2025-høsten blev stor, lagrene voksede hurtigere end salget, og aftapningen steg kun 2,7 procent i første halvår af 2026. Men reaktionen er den, en region vælger, når den vil beskytte prisen frem for at sælge ud. Sådan opfører man sig ikke, hvis man har opgivet at rykke op.

Hvis du vil se det selv

Vinbakkerne ligger tæt på alt det andet. Jesi ligger en halv times kørsel fra Ancona, Matelica ligger inde i landet mod Sibillinerne, og Conero-markerne ligger på selve badebakken. Vi har skrevet en samlet guide til regionen på vores rejsesite: Le Marche — byerne, kysten, bjergene og maden. Der står det praktiske: hvornår man skal rejse, hvor man bor, og hvordan man overhovedet kommer derhen.