Umbriens vine vinder stærkt frem. Hvorfor nu?

Umbrien har to DOCG’er, tretten DOC’er og en drue, der næsten forsvandt i 1980’erne. Regionen ligger i det grønne hjerte af Italien, klemt inde mellem Toscana, Marche og Lazio, og er den eneste italienske region uden kystlinje eller international grænse. Ingen strand, ingen havn, ingen naturlig grund til at komme forbi.

Det har kostet regionen opmærksomhed i årtier. Nu er tre ting sket på én gang: de hvide druer, man havde opgivet, er kommet tilbage; regelsættet bag den mest særprægede af dem blev skrevet helt om i juli 2025; og priserne har ikke fulgt med naboens. Det er svaret på hvorfor nu.

Halvdelen af regionen er hvid

Umbrien har et ry som rødvinsregion, og det er kun halvt fortjent. Af regionens vinproduktion i 2025 var 46,4 procent hvid. På DOP-niveau er det stort set halvt om halvt.

Regionen har med andre ord lige så meget hvidvin som rødvin. Den har bare aldrig fortalt nogen det.

Det, alle kender: Sagrantino

Der findes ét ordentligt italiensk forsøg, hvor tolv druesorter blev målt under samme betingelser i samme laboratorium. Sagrantino vandt på alle fire målemetoder. Det er altså rigtigt, at den er Italiens mest tanninrige rødvin. Det er derimod ikke dokumenteret, at den er verdens — den påstand har ingen efterprøvet.

Det mere overraskende er, at den tørre Sagrantino er en moderne opfindelse. Historisk var vinen sød, tørret på strå og drukket ved kirkelige lejligheder. Den tørre version blev drevet frem kommercielt fra begyndelsen af 1970’erne, og det var den, der gav Sagrantino di Montefalco DOCG-status i 1992.

Det, umbrerne selv drikker: Montefalco Rosso

Sagrantino er den interessante vin. Montefalco Rosso er den, der bliver drukket. Overvejende Sangiovese med en mindre andel Sagrantino, som lægger struktur i bunden og et bittert træk i eftersmagen — uden at kræve ti års tålmodighed først.

Elleve euro og femoghalvfjerds fra vingårdens egen butik. Det er svært at gøre bedre nogen steder i Italien.

Druen, der blev gift med et træ

Man plantede vinstokken ved foden af et ahorntræ og lod den klatre op i grenene. Lange skud løb videre til det næste træ, hen over marken i rækker, og under dem dyrkede man korn. Italienerne kalder det vite maritata — den gifte vinstok.

Druen hedder Trebbiano Spoletino og er ikke i familie med Trebbiano Toscano, trods navnet. I begyndelsen af 1980’erne blev markerne ryddet, fordi druerne ikke kunne betale sig. Mellem 1980 og 1985 ledte man systematisk efter overlevende stokke. Første klon blev registreret i 2003, egen appellation kom i 2011 — og i juli 2025 blev reglerne skrevet helt om.

Vinen, der blev til discountvare

Orvieto var i århundreder en af Italiens mest ansete hvidvine. Den var sød, let perlende, lavet i huler under en tufklippe, og paverne drak den.

Så blev betegnelsen i 1971 lagt langt større end det historiske område, et dekret fra 1992 tillod aftapning og sødning helt ovre i Toscana, og bag-in-box kom i regelsættet. Aftapningen er faldet fra de omkring 130.000 hektoliter, betegnelsens egne papirer regner med, til 63.765 i 2025.

Men en håndfuld huse gik aldrig med. Og de søde ædelskimmelvine hører til Europas mest oversete. Hvor står Orvieto i dag?

Grechetto og resten af de hvide

Grechetto findes i to udgaver, og de er ikke den samme drue — Todi-typen og Orvieto-typen er genetisk forskellige sorter, og landbrugsministeriet har filet den ene klon under det forkerte nummer.

Todi-typen er den frugtige med krop og citrus. Orvieto-typen har farve, syre og holdbarhed. Det er præcis omvendt af, hvad de fleste antager. Resten af regionens hvidvins-DOC’er — Colli Martani, Amelia og de øvrige — er stadig stort set ubeskrevet land, også for de umbriske hvidvine, som næsten forsvandt.

Den anden DOCG, som næsten ingen laver

Torgiano Rosso Riserva DOCG havde tre høstanmeldelser i 2023. Hektartallet er ikke offentliggjort, fordi der er for få anmeldere til, at det kan opgives anonymt. Det er formentlig den mest præcise oplysning, der findes om appellationens størrelse.

Historien bag er en familie, der byggede en appellation, et arkiv af årgange tilbage til 1960’erne og to museer — i en by på under seks tusind indbyggere. Den italienske stats eget regeldokument noterer, at betegnelsen blev til takket være dem.

Hvad det koster

Det er den oplysning, der oftest mangler, når en region bliver anbefalet. Her er den, hentet fra producenternes egne butikker i august 2026.

Montefalco Rosso koster 11,75 euro hos Antonelli San Marco. Riservaen 20,75. Trebium, husets Trebbiano Spoletino, 13,25 — og Vigna Tonda, den amforagærede, 20,75. Perticaias Spoletino ligger på 15.

Til sammenligning koster en Chianti Classico fra Castello di Volpaia 18,10 euro fra deres egen butik. Det er den samme plads på bordet til halvanden gang prisen.

Smagning hos Antonelli koster 15 euro for tre vine og 25 for seks, med bruschette med gårdens egen olie inkluderet. Arnaldo Caprai og Tabarrini — zonens to mest kendte navne — offentliggør ingen tariff overhovedet. Man skal skrive og spørge.

Bemærk, at alle priserne ovenfor er vingårdens egne. Det er den pris, der findes, når der ikke er et led imellem — og den er værd at kende, før man ser den samme flaske i en dansk hylde. Se vine fra Italien direkte fra vinproducenten.

Sangiovese er stadig den mest plantede

Sangiovese er regionens mest plantede druesort, rød eller hvid, og tegner sig for omkring 22 procent af vinmarkens areal. Det er den bærende drue i Torgiano Rosso Riserva, og den, der giver Montefalco Rosso sin krop. Ud over de to DOCG’er har regionen elleve DOC’er og seks IGT’er — Allerona, Bettona, Cannara, Narni, Spello og den regionale.

Vi har fulgt Umbriens vine i over 25 år. Forholdet mellem kvalitet og pris er stadig det mest tillokkende i Italien, og det er stadig klassiske vine med godt håndværk, uden pop og alt for sjove etiketter.

→ Umbrien som rejsemål på Traveltalk