Trebbiano Spoletino: druen, der blev gift med et træ

Der er en måde at dyrke vin på, som de fleste vinbønder opgav for hundrede år siden. Man planter vinstokken ved foden af et ahorntræ og lader den klatre op i grenene. Derfra løber lange skud videre til det næste træ, og det næste, hen over marken i rækker. Under dem dyrker man korn.

Italienerne kalder det vite maritata — den gifte vinstok. Og i Umbrien holdt man ved med det, længe efter at alle andre var holdt op.

Druen, der klatrede, hedder Trebbiano Spoletino. For fyrre år siden var den ved at forsvinde.

Nej, Trebbiano Spoletino er ikke i familie med Trebbiano Toscano capisce?

Lad os få navnet af vejen først, for det er misvisende. Der findes en håndfuld italienske druer, der hedder Trebbiano noget, og de fleste antager rimeligvis, at de er beslægtede.

Det er de ikke. Et genetisk studie fra 2001 undersøgte syv af dem og nåede frem til en usædvanlig kontant konklusion: sorterne, der hedder Trebbiano, har sandsynligvis ikke en fælles stamfader. Landbrugsministeriets egen sortsbeskrivelse havde i øvrigt allerede i 1965 afvist, at Spoletino skulle være en variant af de andre — og henviste til, at man havde skrevet det samme allerede i 1908.

Det er altså en fejlopfattelse med over hundrede år på bagen. Trebbiano Spoletino fik sin oprejsning.

Hvad der skete i 1980’erne

Prisen på druerne, også for kvalitetsdruer som Trebbiano Spoletino blev så dårlig, at markerne ikke kunne betale sig. Man ryddede dem. Det er hverken dramatisk eller usædvanligt — det sker for druesorter hele tiden, og de fleste kommer aldrig tilbage.

Denne gang gik nogen den anden vej. Det er ikke enestående for egnen; flere af Umbriens hvidvine har været igennem det samme forløb. Mellem 1980 og 1985 blev der gennemført en systematisk eftersøgning efter overlevende vinstokke plantet i første halvdel af 1900-tallet. Man fandt dem, tog podekviste, formerede dem og plantede en forsøgsmark ved Castel Ritaldi, som blev observeret fra 1997 til 2001. I januar 2003 blev den første klon officielt registreret.

I 2011 fik området sin egen betegnelse: Spoleto DOC.

Fra ryddede marker til egen appellation på tredive år. Det er hurtigt, når man tænker på, at hvert skridt kræver en høst at måle på.

Traditionen står i loven

Det bedste ved regelsættet er en detalje, næsten ingen lægger mærke til. Disciplinaren sætter en maksimal høst på 50 kilo per plante for piantate maritate — de gamle vinstokke, der stadig er gift med træerne — og har en særskilt bestemmelse om at beregne udbyttet efter det areal, vinstokkene faktisk dækker, når der dyrkes andet imellem.

Traditionen er altså ikke folklore, der bliver fortalt til turister. Den er en udbyttegrænse i et juridisk dokument.

Nogen laver stadig vin sådan. Cantina De Conti i Trevi blev grundlagt i 1982 netop på metoden, med vinstokke på over 150 år, der stadig sidder i ahorn. Antonelli San Marco har taget podekviste fra sine gamle maritate-planter til to vine — Trebium, første årgang 2007, og Vigna Tonda, gæret i amfora med lang skalkontakt, første årgang 2013.

Et forbehold, man skal have med: de kommercielle marker er almindelig Guyot-opbinding. Træerne er genbanken, ikke produktionen. Og Tabarrinis Adarmando, som ofte omtales som en gammel maritata-vin, er ifølge husets egne oplysninger plantet i 2006 og opbundet i Guyot.

Reglerne blev skrevet om sidste sommer

Det her er nyt nok til, at næsten ingen har skrevet det på dansk. Spoleto DOC blev omskrevet ved ministerielt dekret den 18. juli 2025, og tre ting ændrede sig.

Den generiske “Spoleto Bianco”, hvor Spoletino kun skulle udgøre halvdelen, er afskaffet. Nu skal alle vinene bestå af mindst 85 procent Trebbiano Spoletino. Ordet “superiore” er direkte forbudt på etiketten og erstattet af en riserva med mindst 18 måneders lagring, heraf tre på flaske. Og skalkontakt er nu udtrykkeligt tilladt, hvilket vil sige, at de orange Spoletino-vine, producenterne har lavet i årevis, endelig er lovlige inden for betegnelsen.

En krølle, der siger noget om, hvor lidt opmærksomhed egnen får: producentforeningens egen hjemmeside og dens trykte booklet fra 2026 beskriver stadig de gamle regler.

Vinrejser til Umbrien lige syd for Toscana.  Nap dem begge på en vintur?

Hvordan smager den så?

Bredere end en italiensk hvidvin plejer at gøre, med en syre der bliver ved, efter at frugten er holdt op. Den modner meget sent — høsten løber fra slutningen af september til langt ind i oktober, af og til ind i november — og det er en del af forklaringen: lang tid på stokken, men bevaret syre.

De rene, stålgærede versioner er citrus og salt. De fadlagrede bliver noget helt andet, med nødder og tekstur og et tyggende greb, der klarer mad, ingen normalt sender en hvidvin i nærheden af. Stilarterne, producenterne og hvad de koster har vi taget for sig i guiden til Trebbiano Spoletino; her handler det om, hvor druen kommer fra.

Producentforeningen anbefaler den selv til grillet fisk, også ferskvandsfisk, og til de umbriske bælgfrugt- og kornsupper. Antonelli sender sin Trebium mod prosciutto, culatello og kraftige fiskegryder. Tabarrini foreslår til sin flagskibs hvidvin pappardelle med hvid vildsvineragout. Det er en anselig påstand for en hvidvin — vildsvin hører normalt til Sagrantino, egnens røde sværvægter — og den holder.

Trebium koster 13,25 euro fra vingårdens egen butik. Vigna Tonda 20,75. Perticaias Spoletino 15.

Det er ikke mange penge for en drue, nogen brugte fem år på at lede efter.