I midten af september er høsten i gang i det meste af Umbrien. Sidst i oktober er den forbi alle andre steder, og så står der stadig druer tilbage på markerne omkring Spoleto — store, gule, gennemsigtige klaser, som ingen har travlt med at få ind.
Druen hedder Trebbiano Spoletino, og den kan vente, fordi den har noget, næsten ingen andre italienske hvide druer har: den beholder sin syre, også når sukkeret er helt oppe. Det er forklaringen på, hvorfor vinen smager, som den gør, og hvorfor den kan blive gammel.
Syren er “hele” identiteten, den skal være der!
De fleste druer taber syre, mens de modner. Sukkeret stiger, æblesyren forbrændes, og på et tidspunkt må man plukke, hvis vinen ikke skal blive blød og bred. Det er den afvejning, der ligger bag halvdelen af alle beslutninger i en vinmark.
Trebbiano Spoletino taber den langsomt. Den kan hænge til langt ind i oktober og komme ind med fuld modenhed og en syre, der stadig river. Vinen bliver derfor to ting på én gang, som normalt udelukker hinanden: fyldig i munden og stram i afslutningen. Bred og saltet forrest, og så en syre, der bliver hængende længe efter, man har slugt.
Det er også derfor, den holder. En italiensk hvidvin til under tyve euro, der stadig er i live efter otte-ti år, er et særsyn — de fleste er lavet til at blive drukket unge og ved det godt. Spoletino er en af de få, hvor det kan betale sig at glemme en flaske bagerst i skabet. Den taber sin blomsteragtighed undervejs og bytter den for noget voksagtigt og nøddeagtigt, ikke ulig en moden Chenin.
Navnet skal man i øvrigt ikke lade sig narre af. Trebbiano er ikke én drue, men et navn, der er blevet hængende på en hel række sorter uden fælles ophav. Spoletino er ikke en umbrisk udgave af den toscanske arbejdshest — den er sin egen sort og opfører sig intet som den.
Derfor kunne den gifte sig med et træ
Den anden ting, druen har, er vækstkraft. Den skyder langt og villigt, og det er den mekaniske forudsætning for den dyrkningsform, egnen er kendt for: vite maritata, hvor vinstokken bliver plantet ved foden af et ahorn- eller elmetræ og får lov at klatre op i det, mens skuddene løber videre til det næste træ. Under dem kunne bonden dyrke korn.
Det kræver en plante, der kan bære ti meter skud og stadig modne sin frugt. De fleste sorter kan ikke. Spoletino kan, og derfor er det den, der står i træerne — ikke af romantik, men fordi den var den eneste, der duede til det. Nogle af de stokke lever endnu og er over halvandet hundrede år gamle.
At druen overhovedet er her i dag, er ikke nogen selvfølge. Den var tæt på at forsvinde i 1980’erne, blev systematisk eftersøgt og hentet tilbage, fik sin egen betegnelse i 2011, og reglerne blev skrevet grundigt om i sommeren 2025. Hele det forløb — inklusive hvad dekretet fra juli 2025 præcist ændrede — har vi beskrevet i artiklen om Umbriens hvidvine.
Tre vine på den samme drue Trebbiano Spoletino
Spoletino bliver lavet på tre ret forskellige måder, og de har hver deres plads. Det er værd at vide, hvilken man står med, for forskellen er større end mellem to årgange.
På ståltank. Den direkte version: bleg, sprød, med grønt æble, citronskal og en saltet kant. Den er billigst, den er nemmest at få fat i, og den er en fremragende bordvin. Drik den ung og godt kold, men ikke iskold — under otte grader forsvinder den fylde, der er hele pointen.
På fad. Store, brugte fade frem for nye barriques, så træet ikke lægger sig oven på vinen. Her får man fylden og en cremet tekstur, og syren holder den fra at blive tung. Det er den version, der ligner en hvid bourgogne mest — og den, der holder længst.
Med skalkontakt. Druens tykke skaller kan bære flere dages, undertiden ugers, kontakt med mosten. Resultatet er orange vin med farve som lys te, tanniner man kan mærke, og en tørhed, der deler folk. Nogle af dem gæres i amfora. Producenterne har lavet dem i årevis, men det var først med regelændringen i 2025, at de blev udtrykkeligt tilladt inden for betegnelsen. Begynd ikke her, hvis du vil forstå druen — men kom tilbage til dem.
Sådan finder du den, og hvad den koster
Navnene for Trebbiano Spoletino er få nok til at kunne huskes. Antonelli San Marco laver Trebium fra de gamle maritate-stokke og den amforagærede Vigna Tonda. Tabarrini har Adarmando, som er husets hvide flagskib og opkaldt efter vinmagerens bedstefar. Perticaia laver den rene, stilrene version, og Cantina De Conti i Trevi blev grundlagt netop på træmetoden.
Priserne er lave i forhold til, hvad der er i flasken. Ab producent ligger de fleste mellem 13 og 21 euro; i Danmark må man regne med 170-280 kroner for de gode og mere for amfora- og enkeltmarksvinene. Til gengæld skal man som regel bestille dem hjem. Produktionen er lille, og Spoleto DOC er en betegnelse, de færreste danske indkøbere har på listen.
Drik den til kammuslinger eller røget makrel, bare et forslag
Grundreglen er, at vinen vil have mad med enten fedme eller bitterhed — helst begge dele. Til det danske bord betyder det stegt fisk med brunet smør, kammuslinger, fed røget makrel, kylling med estragon, eller en risotto med rodfrugter. Ståltank-versionen kan tolerere friske geder fra nærliggende sø:) – og fåreoste og salater med bitre blade, radicchio og cikorie. Fad-versionen kan gå videre til kalv, terriner og fjerkræ med fløde, og den er en af de få hvidvine, der ikke bliver væk, når den møder en spegeskinke.
versionerne lavet med drueskaller med for styrke og karakter skal have kraftig mad at brydes med: karryretter, grillede grøntsager, hårde oste. De fungerer dårligt som aperitif, uanset hvad man kunne tro af farven.
Den saltede, brede mundfylde er: “Du elsker den eller ej”
Der laves ikke ret meget af den. Spoleto DOC er en lille betegnelse, hovedparten går til Italien selv, og i Danmark er den nærmest usynlig uden for et par specialforretninger. Køber man den online direkte fra producenten, kommer der fragt og afgifter oveni, og så er den ikke længere billig.
Personligt er jeg stor tilhænger af en vin som Trebbiano Spoletino, der “vil noget”, har karakter og muskler. Det har denne hvidvin sværvægter fra Umbrien.
Stilen er ikke for alle. Den saltede, brede mundfylde er usædvanlig, og folk, der leder efter en frisk, neutral hverdagshvidvin, bliver ofte overraskede på den forkerte måde. Og de orange versioner er lige så polariserende, som orange vin altid er — det er ikke en fejl ved dem, men det er værd at vide, inden man køber tre flasker.
Er man derimod ude efter en hvidvin med greb, salt og en syre, der ikke giver op, findes der ikke mange bedre køb i Italien lige nu end Trebbiano Spoletino.
Videre herfra: regionens samlede historie står i Umbriens hvidvine, egnens store rødvin i Sagrantino, og resten af landet under vine fra Italien.
Otte sites, én familie — rejser, vin, sport og skarpe tanker. Udforsk resten af universet.
