Umbrien har to DOCG‘er, tretten DOC’er og en drue, der næsten forsvandt i 1980’erne. Det er også hjemsted for umbrisk vin, som fortjener mere opmærksomhed.
Den har også et ry som rødvinsregion, og det er kun halvt fortjent. Af regionens vinproduktion i 2025 var 46,4 procent hvid. På DOP-niveau er det stort set halvt om halvt. Umbrisk vin viser, at der er mere end blot rødvine at finde her.
Regionen har med andre ord lige så meget hvidvin som rødvin. Den har bare aldrig fortalt nogen det. Umbrisk vin er en skjult skat blandt vinelskere.
Den, “alle” kender: Sagrantino
Der findes ét ordentligt italiensk forsøg, hvor tolv druesorter blev målt under samme betingelser i samme laboratorium. Sagrantino vandt på alle fire målemetoder.
Det er altså rigtigt, at den er Italiens mest tanninrige rødvin. Det er derimod ikke dokumenteret, at den er verdens — den påstand har ingen efterprøvet.
Det mere overraskende: den tørre Sagrantino er en moderne opfindelse. Historisk var vinen sød, tørret på strå, drukket ved kirkelige lejligheder. Den tørre version blev drevet frem kommercielt fra begyndelsen af 1970’erne.
→ Sagrantino fra Umbrien med en strunk rygrad af barske tanniner
→ Hvad er Italiens mest tanninrige rødvin? — om tannin, og hvorfor mest ikke er det samme som mest sammensnerpende
Det, man faktisk skal købe: Montefalco Rosso
Sagrantino er den interessante vin. Montefalco Rosso er den, umbrerne drikker.
Overvejende Sangiovese med en mindre andel Sagrantino, som lægger struktur i bunden og et bittert træk i eftersmagen — uden at kræve ti års tålmodighed.
Elleve euro og femoghalvfjerds fra vingårdens egen butik. Det er svært at gøre bedre nogen steder i Italien.
→ Montefalco Rosso: den umbriske rødvin, du nok skal købe
Den anden DOCG, som næsten ingen laver
Torgiano Rosso Riserva DOCG havde tre høstanmeldelser i 2023. Det siger bare, hvor lille området og kendskabet til vinen er.
Hektartallet er ikke offentliggjort, fordi der er for få anmeldere til, at det kan opgives anonymt. Det er formentlig den mest præcise oplysning, der findes om appellationens størrelse.
Historien bag er en familie, der byggede en appellation, et arkiv af årgange tilbage til 1960’erne og to museer — i en by på under seks tusind indbyggere. Den italienske stats eget regeldokument noterer, at betegnelsen blev til takket være dem.
Vi har ikke skrevet den artikel endnu. Den kommer.
Druen, der blev gift med et træ
Man plantede vinstokken ved foden af et ahorntræ og lod den klatre. Lange skud løb videre til det næste træ, hen over marken, og under dem dyrkede man korn.
Trebbiano Spoletino hedder den. I begyndelsen af 1980’erne blev markerne ryddet, fordi druerne ikke kunne betale sig.
Mellem 1980 og 1985 ledte man systematisk efter overlevende stokke. Første klon blev registreret i 2003, egen appellation kom i 2011 — og i juli 2025 blev reglerne skrevet helt om.
→ Trebbiano Spoletino: druen, der blev gift med et træ
Vinen, der blev til discountvare
Orvieto var i århundreder en af Italiens mest ansete hvidvine. Den var sød, let perlende, lavet i huler under en tufklippe, og paverne drak den.
Så blev betegnelsen i 1971 lagt langt større end det historiske område, et dekret fra 1992 tillod aftapning og sødning helt ovre i Toscana, og bag-in-box kom i regelsættet.
Aftapningen er faldet fra de omkring 130.000 hektoliter, betegnelsens egne papirer regner med, til 63.765 i 2025.
Men en håndfuld huse gik aldrig med. Og de søde ædelskimmelvine hører til Europas mest oversete.
→ Orvieto: vinen, der blev til discountvare
Og resten af de hvide vine fra Umbrien
Grechetto findes i to udgaver, og de er ikke den samme drue — Todi-typen og Orvieto-typen er genetisk forskellige sorter, og landbrugsministeriet har filet den ene klon under det forkerte nummer.
Todi-typen er den frugtige med krop og citrus. Orvieto-typen har farve, syre og holdbarhed. Det er præcis omvendt af, hvad de fleste antager.
→ De umbriske hvidvine, som næsten forsvandt
Hvad det koster
Det er den oplysning, der oftest mangler, når en region bliver anbefalet. Her er den, hentet fra producenternes egne butikker i august 2026.
Montefalco Rosso koster 11,75 euro hos Antonelli San Marco. Riservaen 20,75. Trebium, husets Trebbiano Spoletino, 13,25 — og Vigna Tonda, den amforagærede, 20,75. Perticaias Spoletino ligger på 15.
Til sammenligning koster en Chianti Classico fra Castello di Volpaia 18,10 euro fra deres egen butik. Det er den samme plads på bordet til halvanden gang prisen.
Smagning hos Antonelli koster 15 euro for tre vine og 25 for seks, med bruschette med gårdens egen olie inkluderet. Arnaldo Caprai og Tabarrini — zonens to mest kendte navne — offentliggør ingen tariff overhovedet. Man skal skrive og spørge.
Bemærk, at alle priserne ovenfor er vingårdens egne. Det er den pris, der findes, når der ikke er et led imellem — og den er værd at kende, før man ser den samme flaske i en dansk hylde. Se vine fra Italien direkte fra vinproducenten til dig selv.
Hvor det hele ligger
Umbrien er den eneste region i det italienske støvleland uden kystlinje. Ingen strand, ingen havn.
Det er en del af forklaringen på, hvorfor både landskabet og vinene er, som de er — og hvorfor regionen aldrig fik den opmærksomhed, naboen mod vest fik.
→ Umbrien som rejsemål på Traveltalk
Otte sites, én familie — rejser, vin, sport og skarpe tanker. Udforsk resten af universet.
